Menu

SPORTSUDVALG SATSER PÅ BÅDE BREDDE & TOP

image
14. februar 2020 kl. 10:14

 

ODDER IGF FODBOLD SATSER PÅ BREDDEN & SPREDER GLÆDE I TOPPEN.
 
- Overskriften har en tydelig "Blå Tråd" for fremtidens fodbold i Odder.
Det er ikke kun en tydelig og markant overskrift, men den har også substans i det arbejde der udføres fremadrettet i klubbens bagland.
- ODDER IGF FODBOLD havde i ugens løb besøg af Jørgen Hansen fra Dansk Træner Union.
Det blev en interessant drøftelse af udviklingen af ungdomsspillere i Odder IGF Fodbold, men også hvordan sportsudvalget arbejder på en strategisk plan til fastholdelse af talenterne og bredden til fremtidens seniorfodbold.
 
Når man går ind på Odder IGF Fodbolds hjemmeside og ser på U19 bliver man noget overrasket for der er 64 spillere på årgangen. Man må gøre et eller andet specielt i den klub. Det bekræftede et besøg i klubben og en samtale med Frank Pedersen, som er udviklingschef og transitions træner dvs. træner med ansvaret for overgangen fra U19 til senior.
 
Odder Kommune samler alle skoleelever fra 7. klasse på skolen i Odder, hvilket får en stor del børn til at forlade deres lille klub, når der skal spilles 11-mands-fodbold. Derudover er der et gymnasium i byen, hvilket ganske givet får de unge til at bevare kammeratskabet fra skolen i klubben.
Letbanen fra Aarhus har endestation lige ved klubben, så det er lige så let at komme hjem til Odder som at komme til Aarhus.
 
Odder IGF FODBOLD ER KOMMUNENS CENTRUM
Kan man tilbyde et attraktivt miljø i Odder, er vejen hjem kort og let.
Endelig flytter mange spillere på efterskole, men i stedet for at betragte det som mistede medlemmer for evigt, tager klubben hånd om spillerne ved at tage en individuel snak med dem i maj måned, inden de tager på efterskole.
Man holder kontakten ved lige og har pladsen i klubben til den unge, når han vender tilbage om et år.
Når man så har en oversigt over antal spillere og deres alder det kommende efterår tilmelder man antal U16, U17 og U19-hold.
 
STÆRKE LEDERE ER VIGTIGE
”Man” består af tre helt centrale og efter undertegnedes mening helt uundværlige personer. Tre personer med hver deres kompetencer, viden og kontakt til og respekt i byen Odder: Svend Erik Nielsen, Peter Lund Christensen og Frank Pedersen.
Et synligt bevis var der, da Frank fik overrakt lederpokalen for 2019. Franks kommentar til pokalen vil nok være: Den er ikke til mig. Den er til os.
De tre personer har påtaget sig ledelsesansvaret for de årgange, som mange klubber opgiver, fordi spillerne har fritidsarbejde, tager på efterskole, interesserer sig for piger, tager på ferie i skolernes vinterferie, skal lave lektier på en træningsaften osv. Odder har accepteret virkeligheden som den er og agerer derudfra.
Alle er velkomne til træning også selvom man er en knap så god fodboldspiller, eller vægter kammeratskabet højere end fodboldfærdighederne, men man tilbyder at udvikle alle – uanset forudsætninger.
 
MANGE SPILLERE ER FORUDSÆTNINGEN FOR GODE SPILLERE.
En forudsætning for at udvikle gode spillere til seniorafdelingen er, at der er mange ungdomsspillere. Alle U19-spillere træner samtidig, men træner i trupper efter samtaler om, hvor de nok passer bedst for at udvikle sig optimalt. Om tirsdagen indgår seniorafdelingen i et samarbejde, så nogle U19-spillere træner med i ds-truppen eller i jyllandsserie-truppen for at blive udfordret på et højere niveau og for at se, hvor de skal udvikle sig henad.
 
Udvalgets formål er at fastholde og udvikle egne spillerne, så det er dem, der kommer til at føre seniorafdelingen videre. Som ansvarlig for 1. holdet har klubben med virkning fra årsskiftet ansat Carsten Hemmingsen, som dermed er øverste led i en lang kæde, men underlagt sportslige krav for at bevare sammenhængen.
Spillere udefra er naturligvis velkomne i klubben, men må starte med at bevise deres værd som alle andre i klubben.
 
LEDERNE SNAKKER IKKE KUN - DE GØR DET DE LOVER.
De tre herrer har udarbejdet en klar og synlig målsætning, som har været åben for input fra andre og til diskussion. Et mål uden handling er værdiløs, så det følger med.
Der er udpeget en retning, som alle skal gå, og det giver tryghed fordi hver enkelt kan se sig som et vigtigt led i noget stort. Det DBU kalder at være del af noget større.
 
Et vigtigt element for en leder er selv at gøre det, man forventer af andre.
Man vil have kort afstand fra ord til handling, så lover man noget, ser de andre hurtigt resultatet.
Skal ungdomsholdene have lægetasker eller skal der udføres noget tømrerarbejde, kontakter udvalget en af de lokale.
De kan jo også se, at hvis nogle gør noget godt for byens beboere, bliver byen mere attraktiv og det gavner handlende og håndværkere.
 
FRANKS ERFARINGER fra forskellige funktioner i fodboldverdenen er vigtig.
Frank har en kæmpe erfaring inden for fodbold: spillede selv, startede som børnetræner som 16-årig, har været 1.-holdstræner i Odder, har været scout og tilbragte 2014 – 2018 i Horsens Freja som træner og sportschef.
Men så kom chancen for at vende tilbage til sin egen by og klub, og der ser han ud til at blive:
Han er kommet med i et seriøst team, der vil noget seriøst med klubben og mange folk bakker op om det ved at være aktivt med som trænere, holdledere og hjælpere fx med økonomi.
Efter snakken med Frank Pedersen bliver man helt overbevist om, at der ude i mange klubber ligger en masse erfaringer og praktiske værktøjer til, hvordan man kan få skabt mere liv i mange klubber med flere spillere, flere ledere og flere trænere.
Billede.:
Et af de første tiltag fra Sportsudvalget var, da alle hold i Odder IGF Fodbold fik fuldt udstyret lægetaske, hvis nu uheldet skulle komme forbi...
Her ses Frank Pedersen (tv) og træner Andreas Lindgaard (th).

Læs mere om Odder IGF Fodbold HER
 
af
ODDER IGF FODBOLD KOMMUNIKATION
via Dansk Træner Union, Jørgen Hansen
oigf-presse@sport.dk
ansv.: Morten Toft, oigf-mt@sport.dk
Luk