Menu

Interview - klubsamarbejdet med AGF

image Mikael Martinussen - formand for klubsamarbejdsudvalget i Odder IGF Fodbold
Bjarke Blach
15. april 2025 kl. 11:14
Klubsamarbejdsudvalget skaber flere og bedre muligheder for Odder Fodbolds børn og unge

Klubsamarbejdsudvalget skaber flere og bedre muligheder for Odder IGF Fodbolds børn og unge

I Odder IGF Fodbold er der flere sportslige udvalg. Et af de nyere er klubsamarbejdsudvalget, der blandt andet arbejder for at forbedre børn og unges spillerudvikling i klubben. I dag samarbejder Odder med AGF på både pige -og drengesiden, og det giver en lang række af gode og positive muligheder.

Mikael Martinussen, der er leder af udvalget, fortæller her, hvilke muligheder klubsamarbejdet med AGF giver:

 

På hvilke måder skaber klubsamarbejdsudvalget flere muligheder for klubbens børn, unge og trænere?

Vi er et nyt udvalg med det formål at skabe størst muligt udbytte af klubsamarbejdet. Fokusområderne er: Spillerudvikling, Trænerudvikling, Klubudvikling og ikke mindst Events. Læringen fra vores tidligere samarbejde er, at vi i Odder IGF Fodbold vil være endnu bedre til at drive og udnytte mulighederne i samarbejdet med AGF og bredere set også de andre AGF-samarbejdsklubber.   

Hvilke arrangementer/events har udvalget været med til at arrangere? Hvilke kommende arrangementer er planlagt den næste tid?

Der har allerede været en hel del. Jeg vil gerne fremhæve ekstra fredagstræning for alle de piger og drenge, der ønsker endnu mere fodbold. Et super tilbud som vi allerede har set mange spillere benytte, og som vi håber bliver til glæde for mange flere i de kommende år. Goalstation-træning af AGF-trænere på Fredensvang er superpopulært. Og så har vi haft AGF-gæstetræning af både pige- og drengehold på banerne i Odder. Det gode ved gæstetræningen er altid, at den som regel er sjov for spillerne og inspirerende for vores trænere. Ud over det har der løbende været inspirationsaftener for trænere/ledere på Fredensvang. Vi er rigtigt stolte over, at vi flere gange har AGF kvindeligaspillere på besøg og haft indløbspiger på stadion. Vores pigespillere har hver gang fortalt, at det har været en rigtig god oplevelse. Lige nu glæder vi os supermeget til den kommende tid, hvor vi har travlt med at skabe endnu flere gode oplevelser for vores medlemmer som fx:

  • april har vi indløbsspillere til Kvindeligakampen mellem AGF og HB Køge - vi skriver ud om tilmelding en af de næste dage!
  • maj kommer kvindeligaspillerne igen og besøger os på banerne i Odder
  • maj gælder det så herrerne, hvor vi får besøg af Superligaspillere
  • maj inviterer AGF os til kamp mod Brøndby, hvor vi også får mulighed for at flage Odder IGF-logoet med indløbsspillere.

Så der er masser af muligheder den kommende tid.

 

Hvilke muligheder giver klubsamarbejdet med AGF helt overordnet?

Først og fremmest giver samarbejdet muligheder for både klubbens piger og drenge. Vi har allerede etableret en tæt dialog med AGF og kan se, at der er gode sportslige og sociale oplevelser for både bredden og dem, der drømmer om elitevejen i Odder IGF Fodbold. I udvalget er vi stadig på en læringsrejse, og vi oplever, at der er endnu mere at komme efter i samarbejdet end det, vi allerede har sat gang i.

 

Hvordan kan samarbejdet med AGF være med til at drive udviklingen fremad for spillere og trænere?

I Odder IGF Fodbold ved vi, at tryghed er helt fundamentalt for, at man kan præstere. Det har man også lært andre steder. Tidligere tiltrak AGF spillere i en tidlig alder, men i dag er det bredt anerkendt, at der opbygges endnu mere talent ved at lade spillerne blive i det miljø, de trives i og samtidig udvikle det miljø. Derfor er der i dag stor opbakning omkring netop spiller- og trænerudviklingen i Odder. 

Apropos tryghed, så har vi haft spillere til Samarbejdsklubstævner på Fredensvang under formen ”silent”. Lavpraktisk betyder det, at spillerne selv skal finde løsninger i spillet, da det er forbudt at råbe ad spillerne.

 

Hvilken respons får I fra børn og unge i forhold til den måde, de oplever klubsamarbejdet på (events/arrangementer)?

Indtil nu har vi kun hørt, at det er fedt med alt det, vi arrangerer. Og for at vi kan bruge vores ressourcer mest værdifuldt, så forestiller jeg mig, at når vi kommer lidt længere hen, så kommer vi til at spørge vores medlemmer om, hvad der har været bedst, om de ønsker endnu mere, hvad de ellers drømmer om samt om hvad der måske har været mindre relevant. 


Luk