Menu

Væsentlig opgradering af transitionstilbud

image
19. december 2024 kl. 19:00
Sportschef Peder Frandsen og Transitions- og udviklingschef Karsten Spaabæk

Væsentlig opgradering af transitionstilbud

Odder IGF Fodbold får fra den 1. januar, 2025 tilført en ekstra ressource til det arbejde der er med klubbens talentfulde unge spillere og deres transition til seniorfodbold. Klubben har indgået en aftale med Karsten Spaabæk, som bliver Transitions- og udviklingschef i Odder IGF Fodbold.

Klubben har pt 100 spillere i alderen 17-20 år, hvoraf størsteparten er drenge. Det er et stort skridt man tager når man går fra ungdoms- til seniorfodbold og uanset om man har ambitioner om at komme til at spille på klubbens bedste hold eller et 2. eller 3. hold, så er det vigtigt at klubben afsætter ressourcer til at tilsikre og kvalificerer overgangen. Det arbejde bliver Karsten Spaabæk nu ansvarlig for og det er et tydeligt signal fra klubben om den prioritering der gives til de unge spillere.

Sportschef Peder Frandsen siger om den nye Transitions og Udviklingschef: ”Vi har rigtig mange unge spillere og en del af disse er meget talentfulde. Med ansættelsen af Karsten Spaabæk, får vi tilført en kapacitet og kompetence, som kan hjælpe med udviklingen af både den enkelte spiller samt sikre at vi har øje på den samlede gruppes overgang til seniorfodbolden. Karstens arbejde vil ske i samarbejde med den øvrige trænergruppe, men med et selvstændigt ansvarsområde, får vi prioriteret netop transitions- og udviklingsarbejdet. Karsten vil også bistå vores trænere i deres daglige arbejde, ligesom det er planen at vi også vil arbejde på et særskilt ekstra tilbud til de mest talentfulde. Med det trænersetup vi har på vores ældste ungdomsårgange og i vores seniorafdeling og med tilføjelsen af Karsten står vi ufattelig stærkt og godt i forhold til fremtidssikring og som minimum fastholdelse af det sportslige niveau vi pt kan præsentere i Odder IGF Fodbold.

Karsten Spaabæk har allerede i efteråret været tilknyttet i et konkret projekt om kortlægning af de unge spillere i klubben, det arbejde har nu ledt til en aftale som Transitions- og udviklingschef. Karsten kommer med en enorm erfaring som træner og har haft arbejdet med unge mennesker som en del af sin hverdag i en fodboldklub. Senest var Karsten Cheftræner for Danmarksserieholdet i Viby, som Odder IGF Fodbolds 1. hold selv havde fornøjelsen af at møde i sidste sæson.

Karsten siger om sit nye arbejde i Odder IGF Fodbold: ” Jeg har med meget stor interesse fulgt den positive udvikling hos Odder IGF Fodbold gennem lang tid og jeg syntes det der er i gang, er rigtig spændende, og det der er ”på vej” har et stort potentiale. Jeg har brugt projektet her i efteråret til at komme lidt tættere på klubben og fået set en masse ”blå” fodbold. Det har blot bestyrket min tro på at jeg og klubben er et godt match. Jeg har selv som ungdomsspiller været en del af flere elitemiljøer i bl.a. Holstebro og FC Midtjylland, hvor jeg har oparbejdet god erfaring i overgangen fra Ungdom til Senior fodbold. Som træner har jeg altid haft transitionsarbejdet tæt inde på livet og haft det som et stort fokusområde. Jeg ved fra mit virke som træner, at det er svært at balancere transition og udvikling i en trænings dagligdag, så jeg syntes det er stærkt at en klub som Odder IGF Fodbold, så tydeligt viser at de prioriterer dette arbejde, ved ansættelse af en ansvarlig for området. Jeg er sikker på mine kompetencer kan blive bragt godt i spil og jeg glæder mig meget til samarbejdet med klubbens sportslige ledelse, trænerteams og ikke mindst vores unge spillere”.

Karsten Spaabæk og klubben har i første omgang indgået en aftale som løber 1 år.


Luk