Menu

MINDEORD for BENT VILLUMSEN

image Bent Villumsen, på sin store dag hvor han blev udnævnt som æresmedlem af Odder IGF Fodbold, og fik DBU's æres-emblem.
21. november 2018 kl. 13:39
Fra ODDER IGF FODBOLD FORMAND har vi modtaget.:

 

Bent Villumsen - Mindeord

Bent Villumsen er efter længere tids sygdom stille sovet ind, og Odder IGF Fodbold har dermed mistet en af sine allerstørste lederskikkelser i klubbens næsten 120-årige historie.

Bent startede som så mange andre med at spille fodbold som 8-årig, men hans aktive karriere stoppede desværre efter et brækket ben i et af de første år, efter at han var rykket op som senior.
Men på det tidspunkt var Bent allerede startet som frivillig leder i Odder IGF Fodbold, da han i 1976 påtog sig sit første job som ungdomstræner. Bent beklædte siden et utal af træneropgaver i klubben, både som senior- og ungdomstræner – og der er nok næsten ikke den årgang, som han ikke har været træner for.

Men der hvor Bent nok havde den største indflydelse i Odder IGF Fodbold, var som børnetræner for årgangene U5-U7. I den funktion fik næsten alle kommende pige- og drengespillere i klubben berøring med Bent – og man kan roligt sige, at Bent havde børnetække.
I omtalte position var Bent et fantastisk aktiv, fordi han altid formåede at skabe en smittende glæde og trivsel blandt alle de børn som kom til klubben - en medfødt egenskab som bliver svær at erstatte..
At han samtidig også formåede at få aktiveret mange af forældrene i en sådan grad, at en del af dem fortsatte som frivillig leder i klubben, var også kun endnu et synligt bevis på Bent´s store menneskelige egenskaber.

Sideløbende med trænerrollen i klubben varetog Bent samtidig et utal af lederopgaver i Odder IGF Fodbold.
Som formand er det uhyre vigtigt, at man får sat ”det rigtige hold”.
Derfor var jeg også utrolig glad for, da jeg i 1992 tiltrådte som formand for Odder IGF Fodbold, at jeg næsten fra starten af kunne have Bent ved min side som næstformand.
Indtil Bent udtrådte af bestyrelsen i 2016, beklædte han posten som seniorformand, ungdomsformand og ikke mindst som børneformand.
Bent varetog alle disse poster med stor entusiasme og ildhu til stor glæde for alle i og omkring klubben, og der hersker ingen tvivl om, at Bent i den grad har været med til at gøre Odder IGF Fodbold til den klub, som vi den i dag fremstår.

Men udover sine roller som træner og leder i klubben udførte Bent også mange andre opgaver lige fra opkridtning af baner til leder af DBU´s Fodboldskole og DBU´s Mikrofodboldskole samtidig med at Bent i en årrække også var klubbens kursuskontaktperson.
Derudover var Bent også gennem mange år klubbens udenlandskoordinator, hvor han sørgede for at arrangere klubbens ture for ungdomshold - først til Wallisellen i Schweiz og Oberrad i Frankfurt/Neustadt og senere ture til stævner i Holland.
Udover sine roller i Odder IGF Fodbold, varetog Bent også en række tillidshverv indenfor DBU Jylland.
Han var i en årrække børneformand i DBU Jylland Region 3, og hvor han endte med at blive formand for Region 3.

Det betød samtidig, at han i del år sad i DBU Jylland´s bestyrelse, så man kan roligt sige, at også DBU Jylland nød stor glæde af Bent´s store passion for fodbold.
Som det nok fremgår, så har Bent været et af klubbens allerstørste aktiver, så det var også en stor ære, at vi den 10. maj i år kunne udnævne Bent som det kun tredje ”Æresmedlem i Odder IGF Fodbold”, - som en yderst fortjent tak og anerkendelse af den kæmpestore indsats, som Bent gennem 42 år ydede i klubben.
Bent var en stor inspirationskilde for mange, hvor han med sin finurlige humor altid formåede at få løst både store og små problemer.

På det personlige plan gør det også ondt, da Bent og jeg har spillet fodbold sammen, har siddet i bestyrelse sammen og var tillige venner privat, så hans bortgang efterlader også et stort tomrum for hele min familie.
Selvom Bent i hans sidste år kæmpede mod en svær sygdom, så formåede han helt til slut at bevare et utroligt stort livsmod og tro på livet, som fortjener den allerstørste ære og respekt.

Nu har han fået fred og vore tanker og kondolencer går derfor nu til Tina og den efterladte familie.

Æret været Bent Villumsen´s minde og hvil i fred.

Pva. Odder IGF Fodbold
Formand Peter Lindberg Christensen

Luk