NY SPORTSCHEF I ODDER
Peder Frandsen ny Sportschef i Odder IGF Fodbold
Odder har tilknyttet Peder Frandsen som ny Sportschef. Peder starter i jobbet med det samme og der er i første omgang lavet en aftale frem til udgangen af 2023.
Michael Nielsen fra klubben Bestyrelse og Sportsudvalg siger om den proces klubben har været gennem, efter Frank Pedersen valgte at stoppe med udgangen 2022. ”Vi har givet os god tid til at få drøftet både indhold og opgaver godt igennem både internt og naturligvis også med Frank, så vi kunne være så skarpe som muligt på den profil vi ønskede. Dette har bl.a. betydet at vi fra at have en Sports- og Udviklingschef, nu får delt opgaverne mere op. Vores nye Sportschef bliver som tidligere en del af vores Sportsudvalg og er udvalgets forlængede arm og Sportschef for hele klubben, men vil i det daglige primært have fat i opgaverne omkring vores seniorer. Det arbejde Frank har lavet fra 1. holdet og til vores Serie 5 drenge, skal vi fortsætte og vi skal ligeledes have vores damer med, selvom vi kun pt har 1. damesenior hold. Samtidig med ansættelsen af en ny Sportschef, har Sportsudvalget fået til opgave at strukturere opgaverne omkring det der lå i ”udviklingsdelen” i den tidligere rolle. Det er fremtiden for Odder IGF Fodbold og er ekstremt vigtigt, derfor får det helt naturligt sin egen ”tallerken” og den skal Sportsudvalget nu fylde op.”
Da det stod klart at man ville skære kagen anderledes end tidligere, gik søgningen i gang efter en ny Sportschef. Mick Kjær, formand for Bestyrelsen fortæller om valget af Peder Frandsen: ”Vi har faktisk kun haft et navn på blokken. Da vi havde fået beskrevet profilen og opgaverne, stod det klart at den vi allerhelst ville have ombord var Peder Frandsen. Han besidder både de fodboldfaglige kvalifikationer og de menneskelige egenskaber til at træde ind i denne rolle. Vores samtaler undervejs med Peder har blot bestyrket os i det. Peder har været i fodboldmiljøet i mange år og på mange niveauer og præcis denne erfaring er højaktuel i jobbet hos os. Han er meget vellidt og har et fantastisk netværk, så vi har fra starten syntes dette var et ”match” og er meget glade for at Peder har takket ja til opgaven.”
Peder Frandsen har for år tilbage været i klubben, som 2. holds træner og siger selv om sin nye rolle i Odder IGF Fodbold ”Jeg har sagt ja til en utrolig spændende opgave og glæder mig meget til at komme tilbage og arbejde sammen med de mennesker jeg kender fra både min tid i klubben men også fra de mange år som enten modstander eller tilskuer på Spektrums anlæg. Odder IGF Fodbold er en stor klub og en klub hvor pilen peger den rigtige vej. Der er en spændende udvikling i gang, som jeg virkelig ser frem til at blive en del af og jeg vil bestræbe mig på at gøre mit til at vi skaber de bedste rammer for vores trænere, spillere og mange frivillige så vi kan holde momentum i netop den udvikling. Der er mange som er med til at løfte Odder IGF Fodbold og jeg kan bidrage med min erfaring, faglighed og entusiasme i det ”tandhjul”. Der venter en spændende sæson for alle holdene og jeg kan slet ikke vente med at trække i arbejdstøjet og komme i gang.”
/Bestyrelsen